Grundig diagnostik af smerteårsagen og vurdering af behandlingsmuligheder, inklusiv interventionel behandling, er afgørende for en kvalificeret vurdering af plan og muligheder.
Ved den diagnostiske undersøgelse hos EpicNordic søges at afklare den smerteårsagen på nerveniveau. Desuden afklares sandsynligheden for neuropatisk årsag til symptomerne, samt identifikation af de involverede nerver.
Udgangspunktet for at gennemføre interventionel behandling er fund ved den diagnostiske undersøgelse, som understøtter diagnosen, samt relevant smertelindring efter identifikation af involverede nerver og anlagt diagnostisk blokade.
Den diagnostiske undersøgelse indeholder en grundig gennemgang af symptomer og mulige årsager. Hidtil afprøvede smertebehandlinger og mulige konkurrence årsager gennemgåes.
Hvis det drejer sig om neuropati, er næste trin en klinisk sensorisk undersøgelse, hvor områder med følelsesforstyrrelser afgrænses og relateres til nervernes innervationsområder.
Afgrænsningen af et eventuelt hudområde med føleforstyrrelse udføres med en prik-test, samt pensel og varme- og kulde-rulle.
Området optegnes, og afgrænsningen kan ofte give en umiddelbar forståelse af de involverede nerver.
For at sikre de specifikke nervers involvering i smertesymptomerne, gør EpicNordic oftest brug af specifikke ultralydsvejledte nerveblokader, hvor smertesignalet blokeres med lokalbedøvelse successivt for hver nervegren indtil smertesymptomerne er ophører. Denne diagnostiske metode er ikke terapeutisk, da effekten af nerveblokaderne er kortvarende, og benyttes udelukkende til diagnostisk nerveidentifikation.
Ved ledsmerter, som ikke er neuropatiske, vil vi afklare om smerterne er tilgængelige for behandling med binyrebarkhormon, som vil være den typiske behandling ved inflammatoriske smerter, eller cryoneurolyse, hvis smerterne formidles af en ren sensorisk nerve, som er tilgængelig for cryoneurolyse.
En diagnostisk undersøgelse vil ofte være en væsentlig afklarende foranstaltning uanset om EpicNordig har tilgængelig behandling eller ej. En viden om hvorvidt smerterne er neuropatiske vil kunne guide anden behandling. Såfremt neuropati udelukkes, så vil smerterne ofte være relateret til bevægeapparatets muskler, sener eller led, hvilket vil lette henvisningen til relevante kirurger.
Modsat vil en diagnose af neuropati kunne forhindre unødig kirurgi på led og muskler, som aldrig vil have effekt på neuropatiske smerter.
Ved uafklaret smerteårsag eller usikker diagnose, vil en undersøgelse for neuropatisk smerteårsag, kunne spare mange for unødig kirurgi.
Ligeledes vil en undersøgelse og diagnostisk blokade af SI-leddet kunne klarlægge SI-leds dysfunktion som årsag hos mange med lænderygsmerter, hvor diagnosen og årsagen eller har været usikker. Dette kan forhindre unødig ryg- eller hoftekirurgi.
Ultralydsgenkendelse og blokade af de mindste nervegrene er EpicNordic’s diagnostiske kerneområde, som bygger på det anæstesiologiske speciales eksklusive erfaring med dette interventionsområde. Dette understøttes af EpicNordic’s egen forskningsportefølje. Ultralydsvejledt interventionel behandling af kroniske neuropatiske smerter er en subspecialisering indenfor det anæstesiologiske speciale.
En neurofysiologisk undersøgelse kan gennemføres, hvis der findes grundlag for at sikre diagnosen yderligere. En neurofysiologisk undersøgelse gennemføres ikke hos EpicNordic, men sker via henvisning til en neurofysiologisk afdeling..
En neurofysiologisk undersøgelse måler direkte på nervernes elektriske funktion.
Hvis den diagnostiske undersøgelse peger på en sandsynlig eller sikker neuropati som årsag til de kroniske smertesymptomer, kan næste skridt være at planlægge den mest hensigtsmæssige behandling af neuropatiske smerter.