Den diagnostiske undersøgelse hos EpicNordic består primært af:
– Annamnese
– Sensorisk (simpel neurologisk) undersøgelse
– Diagnostiske blokader
Den sensoriske undersøgelse, som EpicNordic benytter til afklaring af mulig, fokal, perifer neuropati, er som udgangspunkt en simpel neurologisk undersøgelse for dysæstesi. Men undersøgelsen er både afgørende, oplysende og svært underudnyttet.
EpicNordic modtager regelmæssigt patienter med svære kroniske smerter, som har været behandlet medicinsk i årevis, eller gennemgået kirurgi, begge dele uden effekt, hvor 10 minutters undersøgelse kunne have afgrænset og identificeret den neuropatiske årsag.
EpicNordic’s erfaring med ultralydsidentificering af nerver og kendskab til deres kutane innervationsområde, er en nødvendighed for at identificere relevante nerver og udføre diagnostiske blokader.
Men diagnosen af mulig neuropati og tilstedeværelsen af dysæstesi kan og bør udføres af enhver læge både i praksis og på sygehusene. Diagnosen, eller mistanken, kan være afgørende for korrekt behandling.
23% af alle patienter, som behandles hos EpicNordic, har fået foretaget kirurgi med smertelindrende sigte. Denne kirurgi har været unødig og uden effekt, og muligheden for kirurgisk afhjælpning af smerterne har slet ikke været til stede.
Den diagnostiske undersøgelse alene, selv uden interventionen behandling, har altså både potientialet til at forhindre unødig kirurgi og guide den medicinske smertebehandling i neuropatisk retning.
Sandsynligheden for neuropati kan klassificeres på følgende måde:
Mulig neuropati: Relevant traume/kirurg eller forudgående/eksisterende sygdom samt symptomlokalisation, der understøtter diagnosen.
Sandsynlig neuropati: Fund ved en klinisk undersøgelse, som understøtter ovenstående. Dette vil oftest være en sensorisk undersøgelse af relevante områder for nervernes inervation.
Sikker neuropati: Ovenstående understøttes af en objektiv undersøgelse af nervernes funktion. Dette kan være en neurofysiologisk undersøgelse, hvor nervernes funktion testes med elektriske signaler.
Udgangspunktet for behandlingstiltag hos EpicNordic er oftest ‘sandsynlig neuropati’ i kombination med relevant smertelindring efter identifikation af involverede nerver og anlagt diagnostisk blokade.
Hos EpicNordic udføres undersøgelsen for sensibilitet med hhv. pin-prick, pensel samt varme- og kulde-rulle.
Den kliniske erfaring er, at patienter med traumatisk betingede neuropatiske smertesymptomer og dysæstesi har udfald ved sensorisk undersøgelse med pin-prick. Kun ganske få patienter med traumatisk nerveskade har præsenteret sig med isoleret udfald ved kulde eller varme.
Det betyder i praksis, at en neuro-pen (pin-prick), eller i mangel af dette udstyr; en træpind i enhver semi-spids udformning, kan afsløre afgrænsningen af dysæstesi og sandsynliggøre den potientielle neuropatiske smerteårsag
.
Afgrænsningen af området med dysæstesi, uanset om det udføres med neuro-pen, pensel eller varme-rulle, kan foregår fra centrum mod periferien af det dysæstetiske område ved an- eller hyp-æstesi, eller fra periferien mod centrum ved hyperalgesi eller allodyni. Dette er for at undgå unødige smerter ved at prikke i et allodynisk område.. Overgangen fra patologisk til normalt markeres med tusch, således at hele cirkumferencen af dysæstesien markeres.
Patienterne er ikke nødvendigvis altid selv klar over dysæstesien, og dysæstesiens udbredelsen, når området afgrænset, synes ofte overraskende for patienten. Den subjektive smerteoplevelse er hyppigt lokaliseret til et mindre område indenfor dysæstesien. Men der kan også være en subjektiv oplevelse af hypersensibilitet, som strækker sig langt ud over den afficerede nerves innervationsområde. I disse sidstnævnte tilfælde, vil den sensoriske undersøgelse ofte indskrænke området, og en nerve centralt i området kan være eneste udløsende faktor.
Det er EpicNordic’s erfaring at denne ‘aura’ af dysæstesi uden for nervens område, som formentlig skyldes central sensibilisering, i de tilfælde, hvor der ikke er flere nerver involveret, vil forsvinde umiddelbart ved blokade af den relevante nerve.
Afgrænsningen og optegningen fungerer som et diagnostisk landkort, og den relevante nerveidentifikation er ofte åbenlys herefter
Ved sandsynlig eller sikker neuropati og identifikation af den involverede nerve, samt relevant smertelindring ved blokade, kan interventionel smertebehandling overvejes og planlægges.
Forudgående forsøg med medicinsk behandling af neuropatiske smerter er standarden. Medicinsk behandling har en gennemsnitlig NNT på 8. Med præliminære date tydende på en NNT på 2 for perineural botulinumtoksin injektion er det dog muligt at denne proceduregang vil ændre sig, når der foreligger flere data.